Søndersø Kirke: Om kirken

"Søndersø Kirke, beliggende på en bakke i den vestlige ende af Søndersø by, er en korskirke, hvis mure udvendig er tilhugne kampesten" ... sådan indleder sognepræst Mogens Nielsen Worm i 1858 sin beskrivelse af Søndersø Kirke, og i dag - ca. 150 år senere - kan man i det ydre beskrive kirken på samme måde.

Ligesom de fleste andre kirker her i landet er Søndersø Kirke en meget gammel bygning med en lang historie bag sig. Og selvom den i det ydre ikke har ændret sig på 150 år, er der sket meget indvendig. Kirken er nemlig ikke et museum indrettet med smukt kirkeinventar fra gamle dage. Den er en bygning, der bruges og slides, og som de skiftende generationer har sat deres præg på. Så resten af pastor Worms beskrivelse passer ikke ret godt på Søndersø Kirke, for meget har ændret sig siden dengang.

Herunder kan du se billeder af kirkens forskellige inventar og læse mere... I undermenuerne til venstre kan du se nærmere på kirkens hovedattraktion; de smukke kalkmalerier i nordre korsarm, og du kan læse om noget af kirkens nyeste inventar; de fire messehageler.

Kirken er åben for turister og besøgende alle ugens dage mellem kl. 8.00 og 17.00 dog undtagen i forbindelse med kirkelige handlinger. Ønskes der adgang til kirken udenfor dette tidsrum, kan man låne en nøgle hos sognepræsten.

Kommer man som en gruppe, vil man med fordel kunne bestille tid til besigtigelse af kirken hos en af sognepræsterne. Her er der også mulighed for at høre nærmere om mulighederne for en guidet rundvisning i kirken.

Meget atypisk for danske landsbykirker er Søndersø Kirkes våbenhus beliggende på nordsiden af kirken. Årsagen til placeringen kendes ikke, men det har sikkert spillet ind, at kirkens nordre indgangsdør er helt speciel. Her sidder nemlig en over 500 år gammel jernbunden egetræsdør.

Døren bærer præg af, at den gode giver selvfølgelig skal have sig selv nævnt først, og så på latin. Med forkortelser, står her domina (fru), Cecilia og hendes våbenskjold. I næste linje står årstallet 1483, som er det år, hvor døren er givet til kirken.

Døren er ikke, som den var oprindeligt. Der mangler to linier i teksten, og håndtaget sidder temmelig lavt. Man kan også se, at hængslerne er helt ude af symmetri. Ved en stor restaurering i 1700-tallet har man måske fundet, at plankerne har været rådne, eller at døren ikke har passet, og så har man simpelthen savet det nederste af..!! Der stod oprindeligt: ”Denne kirke er indviet til Peter og Paulus”. Fortsættelsen er et langt latinsk citat, salme 118 i Det gamle Testamente: På en tavle i våbenhuset findes en meget fri oversættelse.

Der er blevet lavet mange af den slags døre i tidens løb, men det store held var her, at der blev bygget våbenhus, så døren kom til at sidde under tag. Ellers var den nok gået til for længst. Låsen i døren er sandsynligt af nyere dato end selve døren.

Selve kirkerummet er stort og lyst. Træværket er malet i lyse farver, og på sommerdage vælder sollyset ind af de store gotiske vinduer i hovedskibet og korsarmene. Billederne herover gengiver desværre ikke lysindfaldet ret godt, da de er taget om vinteren.

Kirkens nuværende indretning og udseende er resultatet af mange års ombygninger og ændringer. Den oprindelige kirke har været meget mindre og uden korsarmene, haft fladt loft og små romanske vinduer. Et af de oprindelige små vinduer ses stadig i koret.

Men fra omkring 1400 tager udviklingen fart, og kirken udvides i flere etaper. Først bygges den sydlige korsarm, da kirkens ejere - familien på Dallund - havde brug for standsmæssige begravelsespladser, og ca. 100 år senere kommer den nordlige korsarm til. Ved samme lejlighed forøgedes koret til dobbelt størrelse, og det flade loft erstattes med hvælvinger.

Oprindeligt var tårnet udstyret med kamtakkede gavle, men på grund af mangelfuld vedligeholdelse i midten af 1700-tallet blev de revet ned og erstattet med det nuværende pyramidetag.

Søndersø Kirke har et enkelt kirkeskib. Det er forholdsvis nyt; lavet i 1931 af en lokal snedker ved navn Jens Henrik Olsen.

Døbefonten er et flot kunstværk. Den er kirkens ældste inventar og kan ikke dateres helt præcist, men den er ældre end den nuværende stenkirke. Oprindeligt har den nok været en del af inventaret i trækirken, som stod på samme sted.

Døbefonten har til at begynde med været farvelagt, men desværre er der ikke længere farver på; det ville ellers have været flot! Reliefferne på døbefontens sider består af tre personer. Vendt ned mod menigheden sidder en mand med en bog i hånden, og højre hånd har han hævet til en form for velsignelse. Han har en korsglorie, og så ved man uden videre, at det er Kristus. Det gentager sig så i næste udsmykning, næsten da, for manden holder nu i stedet en nøgle i sin hånd. Tydeligvis er det altså apostlen Peter, der her er gengivet, og når man nu ved, at kirken er indviet til Peter og Paulus, antages det, at den tredje person er Paulus.

Den sidste udsmykning - på siden vendt mod alteret - består af en løve, der ser ud som om, den har bidt hovedet af en slange. Løven er et symbol på Kristus, som bekæmper eller afliver slangen fra Paradiset, men løven kan også være et billede på kristendommen, der bider hovedet af Midgårdsormen og derved besejrer den gamle hedenske tro.

Man har haft den tankegang, at hedninger ikke måtte komme for langt ind
i kirken, før de blev døbt, derfor var døbefonten oprindeligt anbragt ved
indgangen. Der har været nogle trin op til døbefonten, formentlig en to-tre
stykker, så man skal forestille sig, at døbefonten har stået højt, og at
billederne skulle ses skråt nedefra.

I 1949 fik kirken en ny altertavle foræret. Motivet er den korsfæstede Kristus. Billedet er malet af Stefan Viggo Petersen, og er et af de ret få korsfæstelsesbilleder fra hans hånd. Rammen og alterbordet er lavet samtidig med billedet af arkitekten H.G. Skovgaard.

På forsiden af alterbordet ses det forgyldte Kristus-monogram, som sidenhen er blevet kirkens og sognets logo. Det benyttes nu i det officielle stempel til attester og på kirkens brevpapir m.m.

Det tidligere alterbillede findes nu på vestvæggen i den sydlige korsarm. Under en restaurering i 1973 fandt man på bagsiden i blændrammen en blyantindskrift udformet med gotisk skrift: ”Gort af nye Eÿler Sniker in (?) Jÿsker (?) og Malet af Jullius Post Levert 1755. RiPaReret af Gustav Pedersen i Amager den 8 juni blev hun færdig aar 1779.”

Den store ligsten til højre, over Gert Bryske, søn af ejeren på Dallund, har oprindeligt ligget i gulvet lige foran knæfaldet, som en trappe ned til en gravhvælving under koret. De udhugne figureres næser er blevet fladslidte, dog er stenen reddet ved at blive flyttet fra gulvet til sin nuværende plads inden relieffet er blevet helt udvisket. Klar renæssancestil, fuldstændig firkantet opbygget. Personen har taget sin ridderhjelm af, den står en det ene hjørne, han har et gevaldigt svær i den højre hånd og har sin rustning på.

Den sorte ligsten i korets venstre side, som er noget særligt, har aldrig ligget ned. Af samme grund er den uhyre velbevaret og samtlige detaljer i våbenskjolde o.lign. ses tydeligt. Den siges at være af belgisk marmor.

Stenen er sat over Elisabeth Bryske; en datter i familien Bryske til Dallund, der døde ung i året 1582. Man har poleret hendes hænder, og hendes kjole fremstår så selv de mindste detaljer i dens udsmykning kan studeres. Afdøde har på stenens gengivelse ringe på så mange fingre, at det har været umuligt for hende at arbejde. På den måde har man vist, at her var tale om en standsmæssig person, som ikke behøvede udføre arbejde.

Prædikestolen er fra 1630-1640. Den er med tydelige træk af renæssance; de
strenge firkanter og kun én søjle ad gangen som adskillelse. Prædikestolen er prydet med fire udskårne figurer, sandsynligvis de fire evangelister. Fra venstre er det Matthæus med en engel, derefter Markus med løven. De to sidste er der usikkerhed om, da de ikke er udstyret med de kendte symboler (Lukas - en okse og Johannes - en ørn). Under hver søjle sidder der forfærdelige djævle, og over stolen svæver helligåndsduen. Helt på toppen står engle, der skal symbolisere Jesu lidelsesredskaber.

Kirkens orgel er bygget af Marcussen & Søn i 1969. Det har 11 stemmer fordelt på to manualer og pedal.