|
Ethvert medlem af Folkekirken kan henvende sig til en af præsterne for en personlig samtale. Samtalen behøver ikke nødvendigvis handle om religiøse spørgsmål, men kan handle om ethvert emne, som man føler behov for at tale med et andet menneske om.
Samtalen kan foregå hjemme hos dig selv eller i præstegården. Det er helt op til dig... Og præsten har altid tavshedspligt, så uanset hvad du har på hjerte, kommer det ikke videre.
Kontakt præsterne ved at udfylde formularen under punktet "kontakt" eller klik her.
Personer, som på et eller andet tidspunkt har meldt sig ud af Folkekirken, kan til enhver tid anmode om at blive medlemmer igen.
Ønsker du at melde dig ind i Folkekirken igen, foregår det ved at du enten udfylder og indsender en indmeldelsesblanket, som kan hentes ved at klikke her, eller ved at du retter henvendelse til en præst ansat i Folkekirken, og overfor ham eller hende fremsætter dit ønske om medlemskab. Vedkommende præst vil muligvis spørge om årsagen til dit ønske for at sikre sig, at det er oprigtigt ment.
Genindmeldelsen kan eventuelt markeres med en konfirmation i kirken. Man kan nemlig godt blive konfirmeret flere gange, og ikke kun når man går i 7. klasse.
Ønsker du at være medlem af Folkekirken uden nogensinde at være døbt, sker det efter et møde med præsten og en dåb. Kun døbte personer kan være medlem.
Når et barn er født, skal forældrene meddele det til kirkekontoret i moderens bopælssogn senest 14 dage efter fødslen. Pligten til anmeldelse gælder ALLE, uanset ens religiøse tilhørsforhold, da fødselsregistreringen er en opgave Folkekirken varetager på vegne af staten.
På sygehuset udleveres en fødselsanmeldelse samt eventuelt en omsorgs- og ansvarserklæring (hvis forældrene ikke er gift). Er blanketterne blevet væk eller har man valgt at føde hjemme, kan blanketterne hentes på hjemmesiden www.personregistrering.dk eller udleveres hos sognepræsten på kirkekontoret.
Blanketterne udfyldes, underskrives og afleveres til kirkekontoret. Man kan også vælge at indsende dem elektronisk, hvis man har en digital signatur. Det foregår via den ovenfor nævnte hjemmeside.

Som medlem af folkekirken hører du til kirken i det sogn, hvor du bor. Her har du ret til at få foretaget kirkelige handlinger. Ønsker du imidlertid at høre til en anden kirke end der, hvor du bor, kan du som det hedder "løse sognebånd".
Grundene til sognebåndsløsning kan f.eks. være, at du er fast kirkegænger i en anden kirke end din sognekirke, og at du derfor ønsker et formaliseret tilhørsforhold til denne anden kirke. Du kan også være flyttet, men ønsker stadig at høre til i din gamle menighed. Ja, årsagerne kan være mange og det er kun dig, der kan afgøre om de er grund nok til at løse sognebånd.
Den oprindelige grund til at loven om sognebåndsløsning blev indført var, at folkekirkens medlemmer ikke skulle være tvunget til at få foretaget kirkelige handlinger i bopælssognet, hvis man f.eks. ikke accepterede den lokale sognepræsts teologi, forkyndelse og kirkelige retningspræg. Man skulle derfor kunne tilslutte sig en anden præst og menighed.
Sådan gør du: Ønsker du at løse sognebånd til Søndersø Kirke skal du rette henvendelse til en af sognepræsterne. Præsten vil så efter en samtale udlevere de nødvendige papirer.
Navneændring for personer bosiddende i Søndersø Sogn kan ske ved henvendelse til kirkekontoret. Er du født i Sønderjylland, gælder der imidlertid særlige regler, og du skal i stedet rette henvendelse til folkeregisteret i den sønderjyske kommune, hvor du er født.
Det koster som udgangspunkt 460 kr. at få behandlet en ansøgning om navneændring, men sker din navneændring i forbindelse med en vielse, er den i langt de fleste tilfælde gratis. Gebyret kan betales med Dankort via nedenstående hjemmeside eller med et girokort.
Navneændringer sker med udgangspunkt i Navneloven af 24/6 2005. Lovteksten kan læses ved at klikke her.
Blanketter til brug ved navneændring findes på www.personregistrering.dk eller udleveres ved henvendelse til kirkekontoret.
Ved dødsfald er man som pårørende ofte meget påvirket af sorg eller savn, og overskuddet til at tænke på alle de praktiske ting i forbindelse med et dødsfald er som regel meget lille.
De fleste vælger derfor at rette henvendelse til en bedemand / begravelsesforretning, som herefter hjælper med alt det videre fornødne vedr. bisættelse / begravelse. Blandt andet også anmeldelsen af dødsfaldet til de offentlige myndigheder.
Man er dog velkommen til selv at foretage anmeldelsen af dødsfaldet. Anmeldelse skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet på en særlig blanket, som udleveres på kirkekontoret eller findes på hjemmesiden www.personregistrering.dk. Den lægelige dødsattest afleveres sammen med dødsanmeldelsen på kirkekontoret i afdødes bopælssogn.
Udmeldelse af Folkekirken sker enten ved personlig henvendelse til kirkekontoret, hvor man udfylder en udmeldelsesblanket, eller ved at man til samme sted sender et dateret og underskrevet brev med oplysning om ens cpr. nummer, navn og ønske om udtrædelse af Folkekirken. Dåbsattest bedes i begge tilfælde medbragt/vedlagt.
Kirkekontoret vil dernæst give besked om udmeldelsen til folkeregisteret, og man vil herefter modtage en ny attest, hvoraf det fremgår, at man er udmeldt af Folkekirken.
Ved udmeldelse af Folkekirken mister man retten til kirkelige handlinger, ligesom heller ikke kirkens personale kan forventes at medvirke (organist, kirkesanger, graver m.m.). Man mister endvidere retten til at benytte kirken som bygning. Endelig er der særskilte takster for ikke-medlemmers brug af kirkegården.
|